Folkerace er den nemmeste og billigste måde at komme i gang med baneløb på, og størstedelen af de aktive kørere i Kolding Motorsport er at finde indenfor Folkerace.

Man kan starte med at kører Folkerace allerede fra det år hvor man fylder 14 år, og for mange så bliver det til rigtig mange år bag rattet i en folkeracer. Mange starter også først deres racerkarriere meget senere i livet f.eks. som 40 eller 50-årig, men hos os er alle lige og bliver derfor naturligt en del af fællesskabet på tværs af generationer.

Udover alderen så er det eneste som kræves at, man har bestået en licensprøve, har en brandhæmmende køredragt, køresko, handsker, styrthjelm samt en bil.

Bilen skal være udstyret med sikkerhedsbur, racersæde og H-seler. Man kan vælge at bygge sin egen bil, købe en som er færdigbygget – enten på en af diverese hjemmesider hvor disse er til salg eller på budrunde efter et løb.

Budrunden er nemlig en del af reglementet for folkerace, og denne såkaldte budrunde finder sted efter alle løb. Her kan man for kr. 100 pr. bud byde på de biler, der lige har kørt løb. Bliver dit bud trukket ud, så har du fået købt dig en bil til enten 6.000 eller 9.000 kr., bilen er dog uden sæde og sele da dette er personlig udrustning og må fjernes ved salg.

Hensigten med budrunden er, at holde omkostninger så lave som muligt. Dette og det gode sammenhold er også nogle af grundene til at, folkerace er en yderst populær gren af motorsporten.